Wikipedia:Dagens skandinaviska artikel/Dansk/Vecka 48, 2016

Från Wikipedia
Eksempel på et målebordsblad med landsbyen Sørvad i centrum.

Et målebordsblad er et detaljeret topografisk landkort i stor målestok, som er opmålt i terrænet vha målebord. Målebordsblade, som oprindeligt blev fremstillet til militært brug, fungerede som grundkort, hvorfra kort i mindre målestok kunne udarbejdes. Et målebordsblad dækker normalt, afhængig af det pågældende land og kortsystem, et areal på i størrelsesordenen 50-200 km2, og der kræves derfor typisk flere hundrede eller tusinde blade for at dække et helt land.

Generalstabens topografiske Afdeling udgav i sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet målebordsblade over Danmark i målestok 1:20.000. I midten af 1900-tallet blev de af Geodætisk Institut erstattet med de nuværende 4-cm-kort i målestok 1:25.000. Efterhånden blev målebordsbladene brugt som udgangspunkt for kort til andre end militære formål. I nutiden justeres de typisk med udgangspunkt i flyvefotografier. På kortene finder man alle naturgivne forhold aftegnet, fx højdeforskelle, søer, landskabstyper osv., sammen med mere kulturelt betingede forhold som bygninger, jernbaner og veje, hegn osv. ► Læs mere