Wikipedia:Dagens skandinaviska artikel/Dansk/Vecka 7, 2016

Från Wikipedia

Slaget om Henderson Field fandt sted mellem den 23. og 26. oktober 1942 på og omkring Guadalcanal i Salomonøerne. Slaget blev udkæmpet til lands, til vands og i luften under Stillehavskrigen i 2. verdenskrig og blev udkæmpet af Kejserriget Japans hær og flåde mod de Vestallierede fortrinsvis bestående af styrker fra United States Marine Corps og U.S. Army. Slaget var det tredje af de tre store landoffensiver, som japanerne gennemførte under slaget om Guadalcanal.

Under slaget slog styrker fra den amerikanske hær og det amerikanske marinekorps et angreb fra den 17. japanske armé. De japanske soldater gennemførte talrige angreb i løbet af de tre dage, men de blev alle slået tilbage med store tab til følge. Samtidig forsvarede allierede fly, som opererede fra Henderson Field, med held amerikanske stillinger på Guadalcanal mod angreb fra japanske fly og flådestyrker.

Slaget var den sidste betydningsfulde offensiv på landjorden, som blev udført af de japanske styrker på Guadalcanal. Efter et forsøg på at landsætte yderligere forstærkninger slog fejl under søslaget ved Guadalcanal i november 1942, gav japanerne op og evakuerede mange af de resterende styrker frem til den første uge af februar 1943. ► Læs mere